Den skjulte tråd

Filmanmeldelse
Plakat - Den skjulte tråd

“Den skjulte tråd” får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre Andreasen

ENDELIG!: En kort filmanmeldelse fra mig igen – efter et par travle måneder, hvor jeg lige har skulle vænne mig til mit nye job 😀 En biograftur ind imellem har der heldigvis været tid til, men ikke lige overskud til også at fortælle jer læsere, hvad jeg nu mente om filmen.

Kort om “Den skjulte tråd”

Dramaet “Den skjulte tråd” foregår i 1950’ernes modeverden. Reynolds Woodcock er en meget excentrisk kjoledesigner, der har sit modehus i London. Hans kunder er byens allerrigste kvinder og inkluderer også medlemmer af den kongelige familie.

Sammen med sin søster Cyril, lever mr. Woodcock et meget kontrolleret liv uden faste forhold, men da han møder den unge tjener, Alma, ser det ud til at hans sædvanlige tilværelse vil blive ændret. Alma er nemlig ikke bare en af mr. Woodcocks sædvanlige muser – hun er viljestærk og vedholdende – sammen bliver de vildt forelskede og har et noget anderledes syn på tingene. 😉

En usædvanlig film om et usædvanligt par

“Den skjulte tråd” viser et meget usædvanligt par og forhold (så har jeg ikke afsløret for meget), hvor der er en stilletiende aftale mellem Alma og mr. Woodcock. Dette, og at mr. Woodcock er så excentrisk en type, er virkelig med til at give filmen et usædvanligt og anderledes karaktertræk.

Anderledes er ikke nødvendigvis altid godt, men i dette tilfælde er det primært det, som filmen er bygget op omkring – derfor ender jeg også kun på 4 ud af 6 biografsæder til “Den skjulte tråd”. Nu når jeg igen skriver titlen “Den skjulte tråd”, så synes jeg desværre, at titlen ikke kommer nok til sin ret i selve handlingen. Endnu en lille ting, der blot gør, at filmen kun bliver “en god sofa-film” her fra mig. 😉

4 biografsæder - Louise Sparre

Fifty Shades – i mørket

Filmanmeldelse
Fifty Shades - i mørket filmplakat

Fifty Shades – i mørket

Så kom jeg af sted i BabyBio for første gang – og bestemt ikke den sidste. 😉

Det var dramaet “Fifty Shades – i mørket”, som jeg endda fik set på premieredagen! Det er fortsættelsen til den meget omtalte og lettere erotiske film “Fifty Shades of Grey“.

Babybio er et fantastisk koncept – ta’ i biografen sammen med din lille blyp. Der vil eventuelt være skruet ned for lydniveauet på filmen og være tændt lidt lys i biografsalen. Desuden er man også sikker på, at de andre biografgængere ikke rynker på næsen, når de små babyer ikke er helt stille eller skal ammes. 😉

Kort om “Fifty Shades – i mørket”

Som skrevet tidligere er “Fifty Shades – i mørket” en fortsættelse på historien og triologien “Fifty Shades of Grey” (læs evt. min anmeldelse af den første film her). Det er historien om Anastasia og hr. Greys forhold, der fortsætter i denne film nr. 2, hvor mangemilliardæren Christian Grey har besluttet sig for, at han vil have Anastasia tilbage – og gør alt for at det skal lykkes.

Sex sælger, eller hvad?

Den første film havde utrolig meget fokus på sex og hr. Greys røde værelse, hvorimod “Fifty Shades – i mørket” handler noget mere om, det at være i et forhold og de ting, der kan komme i vejen for, at to mennesker kan være sammen. Der er noget mindre sex i den anden film, men det er bestemt ikke helt væk! Så helt børnevenlig var denne BabyBio-film altså ikke 😉

3 biografsæder til “Fifty Shades – i mørket”

Historien bærer meget præg af, at det er en toer film. Det gør desværre, at filmen bliver en lille smule forudsigelig og ikke så spændende. Som jeg også mente efter at have set den første film om hr. Grey, så fungerer også “Fifty Shades – i mørket” bedst som en såkaldt sofafilm. Det er altså ikke død og pine nødvendigt at se den i biografsædet, men kan med fordel ses, når den kommer på DVD eller på diverse streamingstjenester. Det bliver altså til 3 ud af 6 biografsæder til 2’eren om hr. Grey. 🙂

Café Society

Filmanmeldelse
Café Society filmplakat

“Café Society” får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre Andreasen

Så er jeg endelig kommet på barsel – og det skulle naturligvis fejres med en lille biograftur, før der lige pludselig kommer en lille bebs til verden – som kommer til at tage en hel del af min tid 😉 (hvis ikke det hele).

Filmvalget faldt på filminstruktør Woody Allens nyeste skud på stammen – nemlig “Café Society”. Det er både fordi, han altid plejer at lave nogle sjove og anderledes film, men også fordi, der er ret mange store navne på plakaten.

Kort om “Café Society”

I den romantiske komedie “Café Society” følger vi New Yorkeren, Bobby, der gerne vil prøve lykken i 1930’ernes Hollywood – som så mange andre, før ham. Derfor opsøger han sin onkel, Phil Stern, der er filmagent – og er så heldig at få en lille assistentstilling hos ham. Igennem jobbet bliver han introduceret for mange af de store stjerner, men vigtigst af alt møder han onklens sekretær, Vonnie.

Hvad Bobby ikke ved, er, at Phil faktisk har en affære med sin sekretær (igen som så mange andre, før ham; den ældre mand, der falder for den smukke, unge sekretær) – men Bobby er allerede faldet pladask for den smukke Vonnie og lader hende ikke bare lige sådan gå. Dette er naturligvis starten på et trekantsdrama uden lige! 😉

4 biografsæder til “Café Society”

Jeg ender på 4 ud af 6 biografsæder til Woody Allens komediedrama “Café Society” – for nok er det en sjov film (med en masse af de klassiske og forventede komiske kommentarer), men det er nok ikke nødvendigvis en film, du skal se på det store lærred i biografsædet. Du kan altså med fordel se “Café Society” hjemme i sofaen lidt senere på året på en af de mange online tjenester eller når den en gang kommer på TV. Det er desværre ikke en af Woody Allens bedste film – men stadig sjov og dejlig romantisk. 🙂

4 biografsæder - Louise Sparre

Mig før dig

Filmanmeldelse
Mig før dig filmplakat

Jeg giver “Mig før dig” 5 ud af 6 biografsæder – Louise Sparre Andreasen, cand. it i digital design

Så blev der set endnu en god film i biografsædet sammen med lillesøster. Denne gang benyttede vi os af “Telia Tirsdag”, hvor du kan få 2 billetter til prisen på 1. 🙂 Vi skulle selvfølgelig se “Mig før dig” – som uden tvivl ville passe godt til to tøser, der skulle i biffen en helt almindelig tirsdag aften.

Kort om “Mig før dig”

Filmen “Mig før dig” er baseret på bogen skrevet af Jojo Moyes. I historien følger vi den ubeslutsomme kvinde Lou Clark. Lou starter uheldigvis med at miste sit ellers elskede job – og hun har svært ved at finde et nyt.

Til sidst bliver Lou dog tilbudt jobbet som plejerske for den unge, tidligere forretningsmand Will Traynor. Will mistede førligheden i en tragisk ulykke – og derfor er han nu blevet et meget kynisk menneske – helt uden livsglæde. Men da den spraglede Lou dukker op, viser hun ham, at livet trods alt er værd at leve – og “overraskede” nok opstår der langsomt sød musik mellem Lou og Will.

5 biografsæder til “Mig før dig”

Jeg er en sucker for en god romantisk historie – og jeg må sige, at “Mig før dig” er en virkelig god en af slagsen. Et god råd er, at du skal huske lommetørklæderne, hvis du vil se “Mig før dig” i biografsædet. De er nødvendige! 😉 Denne romantiske historie kan virkelig anbefales – derfor giver jeg 5 ud af 6 biografsæder til den.

5 biografsaeder

Mother’s Day

Filmanmeldelse
Mother's Day filmplakat

Mother’s Day får 4 ud af 6 biografsæder

Så NU skal der altså lidt liv i bloggen igen i form af en anmeldelse af “Mother’s Day”! Jeg har haft alt for travlt på det seneste med bryllupsplanlægning – men nu er takkekortene blevet skrevet efter en helt fantastisk fest, så nu kan hverdagen komme tilbage. 🙂

Sidste jeg var i biffen var det til “Mother’s Day”, der blev set sammen med min dejlige lillesøster – som en tak for at hjælpen med så mange ting til brylluppet. 😉

Kort om Mother’s Day

“Mother’s Day” er selvfølgelig en romantisk komedie. Du følger hele tre generationer i forbindelse med “Mors dag” og de tanker og hændelser, der følger med dem. Det er altså flere historier, der kører sideløbende og i princippet mødes de allesammen før eller siden (uden at afsløre for meget). 🙂

Den ene generation bliver vist igennem Sandy, der er alenemor til to drenge. Sandy forsøger at få gang i karrieren hos en feteret tv-vært, mens hun pludseligt står overfor en spirrende romance med Bradley, som også står med sine to børn helt alene.

Den anden generation bliver vist igennem Jesse, der er karrierekvinden, der aldrig ser sine forældre – indtil de en dag dukker uanmeldt op hjemme hos hende og søsteren. Den sidste generation bliver vist igennem Kristin, der blev bortadopteret som barn og nu gerne vil opsøge sin biologiske mor, tv-værtinden Miranda (spillet af Julia Roberts.)

Nu når Julia Roberts endelig er at finde på det store lærred igen, så er jeg altså nødt til at se hende. Hun har været en af mine yndlingsskuespillerinder, siden jeg så “Pretty Woman” første gang. 😉

Mother’s Day – en klassisk romantisk komedie

Ja, det må siges, at “Mother’s Day” er meget klassisk og passer helt perfekt ind i sin genre. Der er en hel del sjove og ikke mindst romantiske elementer, som er lette at grine af. Der er både tale om moderkærlighed, den helt klassiske “kærlighed ved første blik” og ikke mindst en del falden-på-halen-komedie. Generelt er “Mother’s Day” en sjov film, som kan ses af de fleste, der gerne vil have et par gode grin.

Specielt kan du glæde dig til de sjove klip, som vises under rulleteksterne – dem må du ikke gå glip af! 🙂 Derfor ender jeg på 4 ud af 6 biografsæder – da du altså også sagtens kan se den en dag hjemme i sofaen i stedet for.

4 biografsæder - Louise Sparre

Single i New York

Filmanmeldelse
Single i New York filmplakat

Single i New York får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre, cand. it i digital design

Når ens lillesøster sådan er blevet single, så bliver man naturligvis inviteret med ind og se “Single i New York” – det kunne ikke være anderledes. 😉

Kort om “Single i New York”

Den romantiske komedie “Single i New York” handler om Alice (spillet af Dakota Johnson bedst kendt fra “Fifty Shades of Grey”), der forsøger at navigere rundt i storbyens singlesfære efter et brud med sin kæreste.

Dog viser det sig hurtigt for Alice, at det er svært at finde kærligheden i storbyen, New York, der konstant tilbyder nye definitioner af, hvad et parforhold er. Heldigvis har Alice et par venner og veninder, der kan guide hende igennem singlejunglen af one night stands, flirter og vildt høje forventninger.

Blandt andet spiller Rebel Wilson en af Alices veninder, Robin, der bare er hysterisk morsom!

Sjov romantisk komedie

Jeg må indrømme, at filmen overraskede mig positivt. Da jeg så traileren i første omgang, var jeg bange for, at alle de sjove klip fra filmen var vist allerede her – og det ville så være det. MEN det er heldigvis ikke tilfældet – “Single i New York” er en sjov film, der til tider også går lige lidt over gevind. 😉 Men det gør absolut ikke noget, når det nu er den romatiske komedie-genre, vi er ude i. Derfor ender jeg med at give 4 ud af 6 biografsæder, da filmen er sjov og lige præcis det, man kan have brug for, hvis man nu lige er blevet alene: En sjov film, der i sidste ender siger; det er faktisk helt okay, at være alene!

4 biografsæder - Louise Sparre

Lang historie kort

Filmanmeldelse
“Lang historie kort” plakat

“Lang historie kort” får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre

Så var der allerede #kinotur i Århus igen – kan ikke understrege det nok, jeg ELSKER det koncept. Se en biograffilm før premieren og det eneste du skal give for det er din mening om filmen! 🙂

Kort om filmen “Lang historie kort”

I den danske komedie “Lang historie kort” følges en flok venner, der mødes ved flere forskellige fester over et par år: Nytårsaften, Housewarming, Skt. Hans, Bryllup, Surprise party, Navnefest, Jubilæum og Fødselsdag (i nævnte rækkefølge).
Den primære hovedperson er den noget forvirrede, Ellen, der spilles rigtig godt af Mille Lehfeldt. Ellen er kun én af dem i vennekredsen, der har problemer med kærligheden: Hun har nemlig gennem længere tid haft en affære med den charmerende Sebastian, der tilfældigvis er gift med en af vennerne. Ellen møder også Max og der opstår sød kemi, men situationen bliver hurtigt kompliceret, når Ellen er med indover… 😉

“Lang historie kort” får 4 ud af 6 biografsæder

“Lang historie kort” er en ensemblefilm, som følger flere hovedkarakterer i romantiske forviklinger. Kærligheden har nemlig mange vidt forskellige ansigter, som “Lang historie kort” får skildret rigtig godt. Der kommes både ind på skilsmisse, utroskab, sygdom, livet som single, hjælp fra en psykolog og meget mere! 😉

Jeg ender på 4 ud af 6 biografsæder til “Lang historie kort”, da den er rigtig morsom – dog er den noget langtrukken cirka halvvejs igennem filmen, og det trækker bestemt ikke op. Alt i alt er det en sød film – sikkert en af de bedre danske, der kan ses i biografsædet for tiden.

4biografsaeder

Fifty Shades of Grey

Filmanmeldelse
"Fifty Shades of Grey" plakat

“Fifty Shades of Grey” er en helt okay film, der dog vil være bedst som en såkaldt “sofa-film” 😉

Det var naturligvis den meget medieomtalte film “Fifty Shades of Grey”, jeg sidst fik set i biografsædet. Det var en god veninde, der rigtig gerne ville se den med mig – og det kan jeg jo ikke sige nej til. 😉

Kort om “Fifty Shades of Grey”

Det erotiske drama “Fifty Shades of Grey” er filmatiseringen af det første bind i E.L. James’ bestseller-trilogi, der gik hen og blev en kæmpe bogsensation verden over.

I den første film, “Fifty Shades of Grey”, indleder Anastasia Steel, der er en flittig litteraturstuderende, et seksuelt forhold til den mystiske mangemilliardær Christian Grey. Den magtfulde hr. Grey virker utroligt dragende på Anastasia: Han er ikke blot underligt reserveret, men også yderst kontrollerende. Dette standser ikke Anastasia i at forsøge at komme nærmere ind på ham og hans liv.

Til sin overraskelse finder Anastasia ud af, at hr. Greys dominerende væsen også har indflydelse på hans noget usædvanlige vaner i soveværelset, og snart må den seksuelt uerfarne Anastasia træffe en beslutning om, hvor langt hun egentlig vil gå for at tilfredsstille hr. Grey.

Rama-skrig i slutningen af “Fifty Shades of Grey”

Nu har jeg ikke læst triologien “Fifty Shades of Grey” – og har heller ingen intention om det – men jeg kunne meget tydeligt mærke på biografsalen, at størstedelen af publikum havde læst bøgerne i forvejen. Som enhver anden triologi, så bliver der naturligvis lavet en meget åben slutning på den første film, så publikum virkelig kan gå og spekulere over, hvad der NU vil ske i den næste film. Det var størstedelen af biografsalen bestemt ikke tilfredse med – men som biografanmelder mener jeg jo, det er lige præcis, som det skal være.

“Fifty Shades of Grey” – en okay sofa-film

Nu havde jeg hørt meget om “Fifty Shades of Grey”, før jeg kom i biografsædet for at se den. Og jeg vil sige, den absolut ikke lever op til forventningerne – derfor ender jeg med at give den 3 ud af 6 biografsæder. Det er en helt okay film, men jeg mener bestemt, den er bedst egnet som en såkaldt sofa-film. Så vent med at se den, til den udkommer på DVD – hvis du da kan vente så længe 😉

3biografsaeder

Begin Again – Forelsket i New York

Filmanmeldelse
Begin Again

“Forelsket i New York” har den originale titel “Begin Again”. Hvis du spørger mig, så er den engelske titel noget bedre end den dansk!

Filmen “Begin Again”, der på dansk hedder “Forelsket i New York”, fik jeg set sammen med min dejlige lillesøster allerede i mandags. Filmen har faktisk først premiere d. 31. juli, men vi så den gratis i forbindelse med Kino.dk’s kinotur. For at komme med på kinotur, skal man blot skrive en anmeldelse af filmen efterfølgende på Kino.dk – og selvfølgelig følge Kino.dk på diverse sociale medier for at være orienteret om, hvornår man skal tilmelde sig! Nu skriver jeg jo normalt filmanmeldelser, så for mig var det en ren win-win situation. 🙂

Kort om “Begin Again”
I “Begin Again” følger vi først og fremmest den noget dvaske musikproducer, Dan, der er separeret fra sin kone og hermed ikke får brugt tid med sin datter – men samtidig følger vi også den britiske Greta, der netop er flyttet til New York med sin kæreste, der er ved at slå igennem som musiker. Disse to menneskers liv ændrer sig allerede i starten af filmen, da de mødes i en bar. Herfra går filmen tilbage i tiden, hvor vi først ser, hvordan Dan er kommet til dette punkt i sit liv og efterfølgende, hvordan Greta netop kom til at sidde og spille på sin guitar i denne bar foran Dan og de andre gæster. Dan ser et stort potentiale i Greta og hendes musik – og herfra går det over stok og sten for de to hovedrolleindehavere med en fælles fremtid.

Berettermodellen

Berettermodellen: Dan og Greta mødes i baren i “Point of no return”

“Begin Again” – starter i Point of no return
For sådan en rigtig film-nørd som jeg, så kan jeg ikke lade være med at analysere på film, når jeg ser dem. Det sjove ved “Begin Again” er faktisk, at filmen starter i det, man kalder Point of no return (i det, der hedder Berettermodellen). Da Dan introducerer sig for Greta i baren, er der ingen vej tilbage – de to personers liv bliver ikke det samme igen. Dan og Greta starter et samarbejde, der vil ændre dem og deres fremtid. Jeg synes, det er en sjov detajle, man kan lægge mærke til.

“Begin Again” får 4 ud af 6 biografsæder
Når alt kommer til alt, så bliver “Begin Again” faktisk en smule langsom i starten, da vi netop skal se, hvordan både Dan og Gretas liv har været, før de mødes – men når vi så først kommer i gang med deres fælles historie, så kommer der rigtig gang i den. Der er nogle gode sange i filmen – så er du til gode ørehængere, vil du elske filmen. Desuden kommer der både komiske scener, alvorlige emner bliver bragt på banen, mens temaet hele tiden vil være kærlighed og romantik på forskellig vis. Som jeg skrev i min anmeldelse på Kino.dk, så er “Begin Again” en Sjov film, man sagtens kan se med en god veninde, søster eller svigerinde. Specielt hvis man er glad for musik og romantik.

4biografsaeder

En flænge i himlen – 1. klasses tudefilm

Filmanmeldelse

“En flænge i himlen” er en rigtig tudefilm – du skal huske kleenex!

Min søster og jeg benyttede os af det gode tilbud “Telia Tirsdag” og fik den ene biografbillet gratis, da vi smuttede i biffen i tirsdags. Det var selvfølgelig tøsefilmen “En flænge i himlen”, der skulle ses. Vi var forberedte med lommeletter – da vi havde hørt, det skulle være noget af en tudefilm, vi skulle se. Og det må man sige holdt stik! 😉

Kort om “En flænge i himlen”
I “En flænge i himlen” følger vi den 17-årige Hazel, der er syg med lungekræft. For at gøre sine forældre glade, er hun begyndt i en støttegruppe for kræftramte unge. Her møder Hazel den lidt ældre Gus, der har mistet sit ben pga. sygdom, men nu er blevet erklæret rask. Selvom Hazel ikke ved, hvor lang tid hun har igen, så kan hun ikke modstå Gus og hans charme. Hazel og Gus forelsker sig langsomt i hinanden og snart har de kastet sig ud i et forhold, der foruden de almindelige kæresteproblemer også har en uretfærdig og alt for tidlig dødsdom hængende over sig!

5 ud af 6 biografsæder til “En flænge i himlen”
Jeg må sige, det holdt stik, at “En flænge i himlen” ville bringe tårer frem – sådan nogle unge mennesker, der har hele livet foran sig, er forelskede og trods sygdom har de alligevel sådan et stort livsmod, det er virkelig befriende at se. Men du skal også være klar til at blive noget overrasket, for filmen er ikke helt som forventet – mere vil jeg ikke sige. Jeg fik både grint og grædt – og det er bestemt også en oplevelse at sidde i en biografsal fyldt med folk, der sidder og snøfter! 😉

Jeg ender med at give “En flænge i himlen” hele 5 ud af 6 biografsæder, da den bestemt er et biografbesøg værd! Det er en hård, men samtidig sjov kærlighedshistorie, hvor man føler, hvor uretfærdigt livet rent faktisk kan være.5 biografsaeder