Mødregruppen – dansk komedie med forudsigeligt plot

Filmanmeldelse

Mødregruppen får 4 ud af 6 biografsæder

Sidste film, der blev set i biografsædet, for mit vedkommende var “Mødregruppen”. Det var en rigtig tøsetur med brunch sammen med mine søstre og min mor før selve biografturen. 😉

Kort om “Mødregruppen”

I den danske komedie “Mødregruppen” følger vi jetsetteren og den nybagte mor, Line, der bor i Hong Kong.
Oprindeligt kommer hun fra en lille fynsk landsby, Korinth.
Line fanger sin mand, Bjørn i at være utro med deres barnepige eller nanny.
Uden andre steder at tage hen – pakker Line sine ting og tager sønnen med til Danmark.

Den meget snobbede storbykvinde møder i sin barndomsby en del udfordringer: Fjendskab fra tidligere ansatte i familiefirmaet, der har lukket fabrikken i barndomsbyen, den indebrændte kusine, Maja samtidig med, at Bjørn lukker alle kontier og hendes telefon fra Hong Kong.
Heldigvis åbner kusinens mødregruppe op for, at Line kan blive en del af deres skæve sammenhold. – Og mon ikke, de kan hjælpe hende med at finde nogle spændende løsninger på Lines mange problemer?

4 biografsæder til den forudsigelige “Mødregruppen”

Som med en del andre komedier, er historien i “Mødregruppen” og hele dens plot meget forudsigeligt. Men det gør ikke noget, synes jeg, da den netop er sjov og skuespillerne gør det virkelig godt med nogle skøre kommentarer ind imellem. 😉 Så glemmer man den lettere gennemskuelige historie.

Jeg ender alt i alt på 4 ud af 6 biografsæder – den kan du altså sagtens tage ind og se med dine nærmeste i biografsædet eller måske din mødregruppe og en flok små bebser? God fornøjelse 😀

4 biografsæder - Louise Sparre

Journal 64 – en god dansk thriller

Filmanmeldelse
Journal 64 plakat

Journal 64 får 5 ud af 6 biografsæder – en overraskende god 4’er!

Så blev der endelig tid til at få skrevet en anmeldelse til bloggen igen! 😉 Det blev den danske thriller “Journal 64”, der er den fjerde film baseret på Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q.

Kort om handlingen i “Journal 64”

Det er som sædvanlig Afdeling Q’s Carl Mørck og Assad, der bliver sat på den voldsomme sag, hvor nogle håndværkere finder tre mumificerede lig. Ligene er siddende placeret rundt om et bord i en københavnsk lejlighed med én ledig plads. Så nu skal sagen løses: Hvem er disse mumier? Og hvem var den fjerde plads rundt om bordet gjort klar til?

Carl og Assads eftersøgning sender dem blandt andet til en kvindeanstalt på Sprogø, hvor de vilde rygter og mystikken spreder sig, da de får kigget tilbage på fortidens mange rædsler. Det er voldsomt, hvad der er sket i anstalten, må jeg sige. Som i enhver anden kriminal-thriller, så indleder efterforskerne et kapløb med tiden, for at forhindre flere mord og nye overgreb.

“Journal 64” er en overraskende god 4’er

Jeg var meget overrasket over, at “Journal 64” faktisk er så god – specielt når man tænker på, der allerede er 3 film, der går forud for den. Men man kan sagtens se filmen, uden at have set de tidligere film. Og man er virkelig godt underholdt igennem hele filmens handling. Det er en spændende sag, der bliver fulgt (selv om den måske er noget forudsigelig) – og der er lidt for alle, vil jeg sige. “Journal 64” er bestemt et besøg i biografsædet værd – specielt her i efterårets koldere og koldere vejr. Jeg giver den danske thriller 5 ud af 6 biografsæder. 🙂

Thor: Ragnarok

Filmanmeldelse
Thor: Ragnarok plakat

Thor: Ragnarok får 5 ud af 6 biografsæder her på bloggen

Marvel sender den ene superhelte-film ud efter den anden i disse år. Nu er tiden kommet til den næste film om den nordiske superhelt, Thor. “Thor: Ragnarok” er den tredje film omhandlende Asgårds tordengud. (Jeg så blandt andet 2’eren – “Thor: The Dark World”  tilbage i 2013!)

Kort om “Thor: Ragnarok”

Selv om titlen lyder meget dyster, så er filmen om Thor utrolig humoristisk – den er også kommet under genren komedie (sammen med action og adventure). Filmen er fyldt med sort humor, mens blandt andre Thor er rap i replikken og kommer med en hel del sjove kommentarer til både skurke og helte. Historien om det kommende Ragnarok er meget klassisk – et styks superskurk, Hel, skal bekæmpes, hvis ikke verden skal gå under! 😉

Selvfølgelig er det ikke bare sådan lige at nedkæmpe Hel – hun giver Thor god modstand – og Thor mister blandt andet sit trofaste våben, Mjølner. Derfor er han nødt til at have hjælp fra blandt andre den grønne Hulk og en smuk valkyrie.

Fed 80’er stemning trods vasler om Ragnarok

Stemningen i filmen mindede mig meget om “Guardians of the Galaxy” – her er det dog fede 80’er sange, der skaber den gode stemning – men det gør det absolut ikke værre. Blandt andet har filmens soundtrack siddet godt fast hos mig efter en tur i biografsædet med Thor på det store lærred. Skal du også have den på hjernen? 😛

5 biografsæder til “Thor: Ragnarok”

Jeg ender hermed på hele 5 ud af 6 biografsæder til Marvels tredje film om Thor. Den skønne humor og 80’er-stemningen gør det til en fremragende film fyldt med den sædvanlige action, som sådan en superhelte-film kalder på. Trænger du til et godt grin, fyldt med action og 80’er-toner – så har “Thor: Ragnarok” min bedste anbefaling! 🙂

Kingsman: The Golden Circle

Filmanmeldelse
Kingsman: The Golden Circle

2’eren i rækken af Kingsman-film får 4 ud af 6 biografsæder

Yay – der blev endelig lidt overskud til at få skrevet en anmeldelse her på bloggen igen 🙂 Jeg fik i forrige uge set “Kingsman: The Golden Circle” – hvilket er efterfølgeren til “Kingsman: The Secret Service”.

Kort om: Kingsman: The Golden Circle

Komedien “Kingsman: The Golden Circle” er fyldt med aktion – blandt andet da Kingsman-agenternes hovedkvarter bliver sprunget i luften for at sætte gang i historien. Selvfølgelig er der også nye skurke (The Golden Circle), der skal stoppes, da de naturligvis truer hele verden! Hovedpersonen med det hyggelige kaldenavn Eggsy og hans kollegaer får hjælp fra deres søsterorganisation i USA, The Statesman – og sammen må de stoppe de fælles fjender. Agenterne forsøger at redde verden som i 1’eren; fyldt med humor, utrolig velklædte og med de vildeste gadgets! 😉

Gå efter britisk accent, god musik og fed kameraføring

Du skal ikke se filmen, hvis du forventer en vild og velskrevet historie – du skal se den for de fede sange, den britiske accent og ikke mindst på grund af de enkelte scener, hvor den utrolige og vilde kameraføring ligefrem kan fremkalde kvalme! Jeg ender med at give 4 ud af 6 biografsæder til “Kingsman: The Golden Circle” – der desværre er en typisk 2’er, hvis du spørger mig. 😉

4 biografsæder - Louise Sparre

 

 

Lyt lige til den her storslåede sang med britisk accent – jeg elsker det 🙂

 

Fifty Shades – i mørket

Filmanmeldelse
Fifty Shades - i mørket filmplakat

Fifty Shades – i mørket

Så kom jeg af sted i BabyBio for første gang – og bestemt ikke den sidste. 😉

Det var dramaet “Fifty Shades – i mørket”, som jeg endda fik set på premieredagen! Det er fortsættelsen til den meget omtalte og lettere erotiske film “Fifty Shades of Grey“.

Babybio er et fantastisk koncept – ta’ i biografen sammen med din lille blyp. Der vil eventuelt være skruet ned for lydniveauet på filmen og være tændt lidt lys i biografsalen. Desuden er man også sikker på, at de andre biografgængere ikke rynker på næsen, når de små babyer ikke er helt stille eller skal ammes. 😉

Kort om “Fifty Shades – i mørket”

Som skrevet tidligere er “Fifty Shades – i mørket” en fortsættelse på historien og triologien “Fifty Shades of Grey” (læs evt. min anmeldelse af den første film her). Det er historien om Anastasia og hr. Greys forhold, der fortsætter i denne film nr. 2, hvor mangemilliardæren Christian Grey har besluttet sig for, at han vil have Anastasia tilbage – og gør alt for at det skal lykkes.

Sex sælger, eller hvad?

Den første film havde utrolig meget fokus på sex og hr. Greys røde værelse, hvorimod “Fifty Shades – i mørket” handler noget mere om, det at være i et forhold og de ting, der kan komme i vejen for, at to mennesker kan være sammen. Der er noget mindre sex i den anden film, men det er bestemt ikke helt væk! Så helt børnevenlig var denne BabyBio-film altså ikke 😉

3 biografsæder til “Fifty Shades – i mørket”

Historien bærer meget præg af, at det er en toer film. Det gør desværre, at filmen bliver en lille smule forudsigelig og ikke så spændende. Som jeg også mente efter at have set den første film om hr. Grey, så fungerer også “Fifty Shades – i mørket” bedst som en såkaldt sofafilm. Det er altså ikke død og pine nødvendigt at se den i biografsædet, men kan med fordel ses, når den kommer på DVD eller på diverse streamingstjenester. Det bliver altså til 3 ud af 6 biografsæder til 2’eren om hr. Grey. 🙂

Café Society

Filmanmeldelse
Café Society filmplakat

“Café Society” får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre Andreasen

Så er jeg endelig kommet på barsel – og det skulle naturligvis fejres med en lille biograftur, før der lige pludselig kommer en lille bebs til verden – som kommer til at tage en hel del af min tid 😉 (hvis ikke det hele).

Filmvalget faldt på filminstruktør Woody Allens nyeste skud på stammen – nemlig “Café Society”. Det er både fordi, han altid plejer at lave nogle sjove og anderledes film, men også fordi, der er ret mange store navne på plakaten.

Kort om “Café Society”

I den romantiske komedie “Café Society” følger vi New Yorkeren, Bobby, der gerne vil prøve lykken i 1930’ernes Hollywood – som så mange andre, før ham. Derfor opsøger han sin onkel, Phil Stern, der er filmagent – og er så heldig at få en lille assistentstilling hos ham. Igennem jobbet bliver han introduceret for mange af de store stjerner, men vigtigst af alt møder han onklens sekretær, Vonnie.

Hvad Bobby ikke ved, er, at Phil faktisk har en affære med sin sekretær (igen som så mange andre, før ham; den ældre mand, der falder for den smukke, unge sekretær) – men Bobby er allerede faldet pladask for den smukke Vonnie og lader hende ikke bare lige sådan gå. Dette er naturligvis starten på et trekantsdrama uden lige! 😉

4 biografsæder til “Café Society”

Jeg ender på 4 ud af 6 biografsæder til Woody Allens komediedrama “Café Society” – for nok er det en sjov film (med en masse af de klassiske og forventede komiske kommentarer), men det er nok ikke nødvendigvis en film, du skal se på det store lærred i biografsædet. Du kan altså med fordel se “Café Society” hjemme i sofaen lidt senere på året på en af de mange online tjenester eller når den en gang kommer på TV. Det er desværre ikke en af Woody Allens bedste film – men stadig sjov og dejlig romantisk. 🙂

4 biografsæder - Louise Sparre

Mig før dig

Filmanmeldelse
Mig før dig filmplakat

Jeg giver “Mig før dig” 5 ud af 6 biografsæder – Louise Sparre Andreasen, cand. it i digital design

Så blev der set endnu en god film i biografsædet sammen med lillesøster. Denne gang benyttede vi os af “Telia Tirsdag”, hvor du kan få 2 billetter til prisen på 1. 🙂 Vi skulle selvfølgelig se “Mig før dig” – som uden tvivl ville passe godt til to tøser, der skulle i biffen en helt almindelig tirsdag aften.

Kort om “Mig før dig”

Filmen “Mig før dig” er baseret på bogen skrevet af Jojo Moyes. I historien følger vi den ubeslutsomme kvinde Lou Clark. Lou starter uheldigvis med at miste sit ellers elskede job – og hun har svært ved at finde et nyt.

Til sidst bliver Lou dog tilbudt jobbet som plejerske for den unge, tidligere forretningsmand Will Traynor. Will mistede førligheden i en tragisk ulykke – og derfor er han nu blevet et meget kynisk menneske – helt uden livsglæde. Men da den spraglede Lou dukker op, viser hun ham, at livet trods alt er værd at leve – og “overraskede” nok opstår der langsomt sød musik mellem Lou og Will.

5 biografsæder til “Mig før dig”

Jeg er en sucker for en god romantisk historie – og jeg må sige, at “Mig før dig” er en virkelig god en af slagsen. Et god råd er, at du skal huske lommetørklæderne, hvis du vil se “Mig før dig” i biografsædet. De er nødvendige! 😉 Denne romantiske historie kan virkelig anbefales – derfor giver jeg 5 ud af 6 biografsæder til den.

5 biografsaeder

Single i New York

Filmanmeldelse
Single i New York filmplakat

Single i New York får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre, cand. it i digital design

Når ens lillesøster sådan er blevet single, så bliver man naturligvis inviteret med ind og se “Single i New York” – det kunne ikke være anderledes. 😉

Kort om “Single i New York”

Den romantiske komedie “Single i New York” handler om Alice (spillet af Dakota Johnson bedst kendt fra “Fifty Shades of Grey”), der forsøger at navigere rundt i storbyens singlesfære efter et brud med sin kæreste.

Dog viser det sig hurtigt for Alice, at det er svært at finde kærligheden i storbyen, New York, der konstant tilbyder nye definitioner af, hvad et parforhold er. Heldigvis har Alice et par venner og veninder, der kan guide hende igennem singlejunglen af one night stands, flirter og vildt høje forventninger.

Blandt andet spiller Rebel Wilson en af Alices veninder, Robin, der bare er hysterisk morsom!

Sjov romantisk komedie

Jeg må indrømme, at filmen overraskede mig positivt. Da jeg så traileren i første omgang, var jeg bange for, at alle de sjove klip fra filmen var vist allerede her – og det ville så være det. MEN det er heldigvis ikke tilfældet – “Single i New York” er en sjov film, der til tider også går lige lidt over gevind. 😉 Men det gør absolut ikke noget, når det nu er den romatiske komedie-genre, vi er ude i. Derfor ender jeg med at give 4 ud af 6 biografsæder, da filmen er sjov og lige præcis det, man kan have brug for, hvis man nu lige er blevet alene: En sjov film, der i sidste ender siger; det er faktisk helt okay, at være alene!

4 biografsæder - Louise Sparre

Spotlight – en autentisk historie

Filmanmeldelse
Spotlight filmplakat

Spotlight giver jeg 4 ud af 6 biografsæder – Louise Sparre, cand. it i digital design

Jeg var endnu en gang i biffen med det fantastiske koncept #kinotur. Det eneste jeg skal gøre for at få en billet på en forpremiere-film i forbindelse med dette koncept er: At skrive en anmeldelse efterfølgende på kino.dk. Det er jo ren win-win, når man som mig elsker at se film og har en lille filmanmelder gemt i maven. Men nok om det – nu til filmen: Spotlight!

Kort om “Spotlight”

I det journalistiske drama “Spotlight” følger vi en lille gruppe journalister fra The Globe i Boston (denne special-gruppe kaldes “Spotlight”). I forbindelse med, at The Globe får ny redaktør, får teamet til opgave at undersøge en sag til bunds – om en tilsyneladende pædofil præst fra Boston. Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er denne præst, men faktisk at en hel pædofili-ring eksisterer – og værst af det hele, så dækker den katolske kirke og hele systemet åbenbart over sagerne og bestikker de utallige ofre via advokater med mindre penge-beløb og sørger for at få løfter om tavshed.

“Spotlight”: Skræmmende og tabubelagt

Det er virkelig en skræmmende historie – om et meget tabubelagt emne, må jeg sige. Selve historien og handlingen virker helt dokumentar-agtig og skuespillerne gør det godt. Jeg ender med at give 4 ud af 6 biografsæder, da den måske mangler en lille smule mere spænding eller action til at falde helt i min smag. Men er du til en historie baseret på virkelige hændelser, så synes jeg bestemt godt, du kan se den i biografsædet.

“Spotlight” får først premiere den 25. februar.4 biografsæder - Louise Sparre

Joy – opfinderen bag mirakelmoppen

Filmanmeldelse
Joy filmplakat

Jeg giver desværre kun 3 ud af 6 biografsæder til “Joy” – filmanmeldelse af Louise Sparre, cand. it i digital design

Sidst jeg var i biffen var det “Joy”, der blev set i biografsædet sammen med min lillesøster. Jeg havde set meget frem til denne film, da jeg synes, de sidste par film, jeg har set med Jennifer Lawrence, har været gode på grund af hendes skuespil. 😉

Kort om Joy

“Joy” er til dels en biografisk film baseret på historien om kvinden (Joy Mangano) bag den banebrydende opfindelse “Miracle Mop”.

Som pige har Joy en stor fantasi og elsker af opfinde, men da hendes forældre skal skilles, sættes der en stopper for, at hendes talent kan udfolde sig.

Efter to børn samt et mislykket ægteskab har den voksne alenemor nok at se til. Joys egen mor sidder klistret til tv’et foran en evig sæbeoperaserie og hendes far er flyttet ind i kælderen – hvor hendes dovne og mislykkede eksmand allerede bor.

Samtidig med at problemerne med familien tager til, kommer Joy på en idé til et produkt, som andre husmødre, som hende selv, kan få gavn af: Hun får ideen til en moppe, der kan vrides uden, at man skal have hænderne på kluden. Mirakelmoppen har potentiale til at blive en kæmpestor succes i de amerikanske hjem, men forude venter naturligvis adskillige udfordringer!

3 ud af 6 biografsæder til Joy

Filmens historie går meget langsom frem i starten – og pludselig tager tingene til. Det gør desværre, at man ikke er ret godt underholdt i hele filmens start. DOG er dette også en måde at afspejle hvordan, Joys liv går: Det er trivielt og kedeligt i starten, men pludselig sker der voldsomme forandringer.

Skuespillet og selve historien er ellers meget godt – men den langsomme start trækker desværre meget ned for mit vedkommende. Derfor ender jeg på 3 ud af 6 biografsæder til “Joy”. Og filmen om mirakelmoppen kommer hermed ned i kategorien for de såkaldte sofa-film, man altså ikke nødvendigvis skal se i biografsædet. 😉

3biografsaeder