Oz: The Great and Powerful i 3D

Filmanmeldelse


Oz: The Great and Powerful omgivet af de tre hekse

I fredags så jeg “Oz: The Great and Powerful” i biffen med en skøn veninde fra folkeskolen, som jeg desværre ser ALT for lidt til. 🙁 men heldigvis kunne vi finde tid til hinanden i fredags – og der findes jo næsten ikke noget bedre end en hyggelig biograf-tur med en veninde, popcorn, bolsjer og cola. 😉

Lidt baggrund om filmen
“Oz: The Great and Powerful” er en såkaldt prequel eller forhistorie til børnebogs-klassikeren “The Wizard of Oz”. I denne skønne historie møder vi Dorothy, der løber hjemmefra og ender i fantasi-landet Oz – dog vil hun gerne finde hjem til Kansas igen og skal derfor have fat på troldmanden fra Oz, da han er den eneste, der kan hjælpe hende hjem med sine “magiske” evner. Jeg kan klart anbefale, at man først ser film-udgaven af “The Wizard of Oz” fra 1939, da forhistorien har ladet sig inspirere af mange ting herfra. 😉 Men nu handler det ikke om denne historien – men det, der sker FØR, at troldmanden fra Oz kommer til dette fantastiske univers.

Hvordan troldmanden kom til Oz
I forhistorien følger vi tryllekunstneren, der kalder sig selv for Oz (kort for Oscar Diggs). Oz er en rigtig charlatan, der fusker sig igennem et liv som tryllekunstner i et omrejsende cirkus – det meste af hans publikum og ikke mindst kvinderne falder for hans billige tricks. 😉 Han bliver jaget fra sit job i Kansas, da den stærke mand i cirkusset opdager hans kunster og Oz ender derfor med at stikke af i en luftballon, der selvfølgelig kommer i et frygteligt stormvejr!
Denne luftballon fragter ham til Oz – hvor befolkningen tror, han er den troldmand, de alle har ventet med længsel i mange år. Troldmanden, der skal redde dem fra den onde heks og regere Oz. Løftet om store rigdomme får Oz til at lade folket være i troen og lyver om, hvem han er.

Der venter tryllekunstneren et stort arbejde, da intet mindre end tre hekse i Oz stiller spørgsmålstegn ved, om han nu er den store troldmand, der skal hjælpe riget. Og hvem af disse tre hekse er egentlig den onde, han skal overvinde?

Flot film i 3D
Der er rigtig mange flotte scener i filmen, der klart kan anbefales at se i 3D. Eventyrverdenen er farverig og fantasifuld! Filmen gjorde mig i rigtig godt humør – jeg kunne ikke lade være med at smile, mens jeg så den. 🙂
Som sagt er der mange ting, der peger på inspiration fra 1939 film-udgaven: De dele af historien, der foregår i Oz er i farve, mens de andre er i sort-hvid, eventyr-verdenen ligner i mange henseender, mens også opbygningen af historien er den klassiske eventyr-opbygning med hjemme-ude-hjemme, det onde mod det gode, der er en helt, der har brug for et par hjælpere for at løse opgaven osv. osv.
4biografsaeder
Alt i alt giver jeg filmen 4 ud af 6 biografsæder, for det ER først og fremmest et rigtig hyggeligt eventyr, der får dig til at smile – skuespillet er ikke fantastisk, men til gengæld er det en film, hvor de fleste kan være med og bliver underholdt. 🙂