Fifty Shades – i mørket

Filmanmeldelse
Fifty Shades - i mørket filmplakat

Fifty Shades – i mørket

Så kom jeg af sted i BabyBio for første gang – og bestemt ikke den sidste. 😉

Det var dramaet “Fifty Shades – i mørket”, som jeg endda fik set på premieredagen! Det er fortsættelsen til den meget omtalte og lettere erotiske film “Fifty Shades of Grey“.

Babybio er et fantastisk koncept – ta’ i biografen sammen med din lille blyp. Der vil eventuelt være skruet ned for lydniveauet på filmen og være tændt lidt lys i biografsalen. Desuden er man også sikker på, at de andre biografgængere ikke rynker på næsen, når de små babyer ikke er helt stille eller skal ammes. 😉

Kort om “Fifty Shades – i mørket”

Som skrevet tidligere er “Fifty Shades – i mørket” en fortsættelse på historien og triologien “Fifty Shades of Grey” (læs evt. min anmeldelse af den første film her). Det er historien om Anastasia og hr. Greys forhold, der fortsætter i denne film nr. 2, hvor mangemilliardæren Christian Grey har besluttet sig for, at han vil have Anastasia tilbage – og gør alt for at det skal lykkes.

Sex sælger, eller hvad?

Den første film havde utrolig meget fokus på sex og hr. Greys røde værelse, hvorimod “Fifty Shades – i mørket” handler noget mere om, det at være i et forhold og de ting, der kan komme i vejen for, at to mennesker kan være sammen. Der er noget mindre sex i den anden film, men det er bestemt ikke helt væk! Så helt børnevenlig var denne BabyBio-film altså ikke 😉

3 biografsæder til “Fifty Shades – i mørket”

Historien bærer meget præg af, at det er en toer film. Det gør desværre, at filmen bliver en lille smule forudsigelig og ikke så spændende. Som jeg også mente efter at have set den første film om hr. Grey, så fungerer også “Fifty Shades – i mørket” bedst som en såkaldt sofafilm. Det er altså ikke død og pine nødvendigt at se den i biografsædet, men kan med fordel ses, når den kommer på DVD eller på diverse streamingstjenester. Det bliver altså til 3 ud af 6 biografsæder til 2’eren om hr. Grey. 🙂

The Wolverine – som Baby-Bio i 3D

Filmanmeldelse


Wolverine – den ensomme mutant med metalkløer og helende kraft

For en lille uge siden var jeg i Baby-Bio for første gang med min storesøster, Anita, og min søde lille niece på 4½ måned. Vi var inde og se “The Wolverine” i Hadsten Bio – og det kan helt klart godt anbefales, at man tager ud af storbyen for at tage i Baby-Bio – for når man kun er fire voksne og to små børn inde for at se en film, så må det siges, man har god plads! 🙂

Kort om “The Wolverine”
Skuespilleren Hugh Jackman ER og bliver Wolverine – det er kun ham, der har spillet rollen som mutanten og x-manden “The Wolverine” – og jeg må sige, han gør det super godt.
Wolverine er kendt for sine metalkløer og det, at han kan hele sig selv. Han er i princippet udødelig – hvilket ikke altid er lige fedt! Dem, han elsker, dør omkring ham – imens han lever videre… I denne film har denne kendsgerning taget hårdt på mutanten – og han føler, han er nødt til at løbe væk fra det hele…

Den nu følelsesmæssigt sårbare Wolverine ender i Japan og møder en fra fortiden, der kan og gerne vil overtage hans helende kraft – men skal han tage imod dette tilbud? Der er naturligvis masser af plads til kampscener med samurai-sværd og ikke mindst robotter, når Wolverine skal kæmpe med både de indre og ydre dæmoner i denne svære beslutning.

“The Wolverine” får 4 ud af 6 biografsæder
Generelt synes jeg, “The Wolverine” er en helt okay film – dog synes jeg ikke, at historien er så opsigtsvækkende igen – måske kan dette forklares med, at Wolverine er et spin-off af X-men..? Trods dette er man godt underholdt – og det trækker helt klart opad, at filmen både kan ses af kvinder, mænd og til dels børn (min lille niece synes i hvert fald det var MEGET spændende! ;))

Et lille fif – bliv siddende under rulleteksterne!
Hvis du skal ind og se “The Wolverine”, så skal du endelig blive siddende til rulleteksterne har kørt i et stykke tid – der kommer nemlig en optakt til en ny X-men-film – så gå endelig ikke glip af denne sidste scene, hvis den film kunne have dine interesse!

4biografsaeder