Tomorrowland: A World Beyond

Filmanmeldelse
Tomorrowland A World Beyond filmplakat

Tomorrowland får 3 ud af 6 biografsæder af mig

Jeg fik overtalt en veninde til at se “Tomorrowland: A World Beyond” med mig i biffen. Jeg syntes bestemt, at traileren lagde op til en god Disney-film, hvor andre end det helt unge publikum kunne være med. Desværre kan jeg sige allerede nu, at jeg blev en smule skuffet.

Kort om “Tomorrowland: A World Beyond”

I Tomorrowland følger vi teenageren Casey, der er meget videnskabsinteresseret og spørglysten. Hun får fat i et emblem, der sender hende til en mystisk fremtidsverden, når hun rører ved det. For at finde frem til sandheden bag mysteriet bag dette emblem, opsøger Casey det tidligere barnegeni Frank. Sammen tager de på en rejse mod det futuristiske Tomorrowland, som emblemet har vist Casey.

George Clooney i Tomorrowland

George Clooney har rollen som Frank, der fungerer som en slags mentor for Casey, men som også selv lærer et par ting på deres rejse mod Tomorrowland. George Clooney er bestemt med til at trække min bedømmelse af filmen op, da jeg synes, selve handlingen trækker ud og skuffer mig. Jeg mener bestemt, at traileren lægger op til en meget mere spændende film – men det er som om, traileren viser alt det, der rent faktisk er spændende.

Tomorrowland får 3 ud af 6 biografsæder

Jeg ender med at sætte Tomorrowland ind i den kategori, jeg kalder for “sofa-film”. Det er en god film, der dog ikke nødvendigvis behøver at blive set i biografsædet. Det ene sæde går til George Clooney, det andet til det fantastiske univers, som Tomorrowland viser, mens det tredje og sidste biografsæde må gå til filmens trods alt fine morale til slut.

3biografsaeder

 

Gravity – fantastiske billeder i 3D

Filmanmeldelse


Gravity – fantastiske billeder i 3D

Så fik jeg endelig lokket min bedre halvdel, Esben, med i biffen igen. Han kunne godt overtales til at se “Gravity”, da den har fået rigtig gode anmeldelser – og min bliver da heller ingen undtagelse. 😉 Vi skulle selvfølgelig se den i 3D – da der efter sigende skulle være fantastiske billeder igennem hele filmen.

Kort om historien i “Gravity”
Dr. Ryan Stone (spillet af Sandra Bullock) er på sin allerførste mission i rummet – med på denne mission er den rutinerede astronaut Matt (spillet af George Clooney). Matt er desuden på sin sidste rumvandring inden sin pension. Det er altså novicen, der møder eksperten i denne historie.
Dog sker det frygtelige, at rumskibet bliver ramt af vraggods med en ekstrem hastighed – tøjret til hinanden ender Matt og Ryan uden kontakt til Jorden og med meget lidt ilt tilbage i deres tank. For hver indånding svinder den lille smule ilt, der er tilbage – og Ryans frygt udvikler sig til panik. Vægtløse, som de er, bevæger de sig langsomt i retning af andre rumstationer med den snert af håb, som eksperten og novicen kan give hinanden i de trøstende ord, de har til hinanden. Der sker selvfølgelig en helt masse uventede ting, som jeg ikke vil afsløre her – dog kan jeg sige så meget, at du godt kan forvente en del overraskelser i denne film.

En kamp for overlevelse – i fantastiske omgivelser!
Astronauterne kommer altså på noget af en rum-tur, hvor det i sidste ender blot handler om overlevelse – og at få lov til at plante begge ben på Jorden igen. Igennem hele filmen, ser man de mest fantastiske billeder af rummet og Jorden set fra astronauternes afsides arbejdsplads.
Det skal også understreges, at denne film virkelig lever op til sin genre, nemlig “thriller” – jeg havde i hvert fald svedige håndflader igennem det meste af filmen, da der hele tiden sker uventede ting, der skaber spænding og gisp igennem biografsalen.

5 biografsæder til “Gravity”
Jeg ender med at give “Gravity” 5 biografsæder, da jeg syntes, det er en fantastisk flot film, der dog godt kunne bruge en lidt mere personlig og velfortalt historie. Man lærer desværre ikke Dr. Ryan Stone så godt at kende, som man kunne have forventet. Alt i alt er den her film helt sikkert en, der burde ses i biffen – og specielt i 3D! 🙂5 biografsaeder