All Inclusive: Tre kvinder, én familie – og en masse forviklinger!

Filmanmeldelse

“All Inclusive” er en sjov film, hvor vi tager med tre kvinder på ferie

Så skulle der rigtig ses “Girls Night film” i biffen. Det er et hyggeligt koncept i Nordisk Film Biografer, hvor man kan blive lidt ekstra forkælet – denne gang blev vi det med cupcake, hvidvin og goodiebag inden filmen, mens også instruktøren Hella Joof kom for at introducere filmen “All Inclusive”, lige før vi skulle se den.
Desuden var der tale om en forpremiere – “All Inclusive” har først premiere d. 25. december.

Kort om filmen “All Inclusive”
I “All Inclusive” følger vi med de to søstre Ditte og Sigrid på en ferie til Malta med deres mor, Lise. De er taget af sted for at fejre Lises 60-års fødselsdag. Hele ferien starter dog ud med en krise – Lise er blevet forladt af pigernes far! Han skulle ellers også have været med på ferien.
Lillesøsteren Ditte er kaotisk, mens Sigrid er hendes modsætning: Hun har styr på sagerne og er den fornuftige af de to – og de har selvfølgelig hver sin måde at forsøge af hjælpe mor Lise med at komme i bedre humør. 😉 Dittes forsøg er nu det sjoveste og inkluderer blandt andet en bartender, Antonio. Som ferien skrider frem, udvikler den sig til en virkelig sjov fortælling i en kaotisk blanding af drinks, dans og løgne, men ender alt i alt ud med en god morale. 😉

“All Inclusive” er en virkelig sjov film
Da “All Inclusive” var slut, havde jeg fået helt ondt i kinderne af at grine. De tre kvinder, som vi følger på deres ferie, er både uheldige, spydige, kærlige og klodsede – og i hver af disse situationer formår de at give et godt grin. De har både sort humor, men formår også at give de lidt mere intense og alvorlige situationer et twist. Især Lises forklaring på, hvorfor faren ikke er med på ferien er et godt eksempel herpå! 😉 Jeg ender med at give “All Inclusive” 4 ud af 6 biografsæder, da den netop er så morsom. Så trænger du til at få grinet af, så kan du sagtens tage ind og se “All Inclusive”. Langt de fleste kvinder vil kunne sætte sig ind i kvindernes historier og føle med dem – så det er bare med at tage en tur i biografsædet senere i december.4biografsaeder

“Familien Miller… Langt over grænsen” – et godt grin

Filmanmeldelse


“Familien Miller… Lang over grænsen” er trods alt et godt grin i biografen

“Familien Miller… Langt over grænsen” er en komedie med stort K. Jeg vidste udmærket godt, hvad jeg gik ind til, da jeg skulle se den med en god veninde i sidste uge.
Det viste sig at være et helt okay valg af film for os sådan en fredag aften – for der skal bare grines af de til tider platte scener, stereotype karakterer og noget forudsigelige historie.

Om Familien Miller
Familien Miller består af fire personer – hashhandleren, stripperen, drengen fra opgangen og pigen, der er løbet hjemmefra – ikke en helt almindelig familie må det siges. Hashhandleren, David er kommet i clinch med sin leverandør, Brad, da han er blevet berøvet sit lager med hash og alle sine kontanter. David er derfor tvunget til at gøre Brad en tjeneste – smugle en masse hash over den amerikansk-mexicanske grænse! Og hvordan gør man bedst dette uden at vække for meget opsigt hos politiet? Man lejer selvfølgelig en minivan og får samlet sig en lille “idyllisk” familie!

David får sin nabo; stripperen Rose til at være mor – Kenny, en dreng fra deres opgang til at være søn og en pige, Casey, der bogstaveligt talt bliver samlet op fra gaden til at være søsteren i familien, de kalder for Familien Miller.

En ikke helt problem-fri rejse
Det bliver selvfølgelig ikke en helt problem-fri rejse Familien Miller kommer på – blandt andet støder de på motorstop, skudepisoder, DEA-agenter, alt for omklamrende familier, edderkoppe-bid og meget andet! 😛

Familien Miller får 3 ud af 6 biografsæder
Trods den noget kliche-fyldte og stereotype historie, så synes jeg, Familien Miller givet et godt grin i biografen. Den kan klart anbefales, hvis man gerne vil underholdes og helst ikke skal tænke alt for meget over bagvedliggende budskaber og temaer. Familien Miller er meget lige til og får 3 ud af 6 biografsæder – den giver et godt grin til de fleste, men kunne sagtens forbedres. 😉

3biografsaeder