Mother’s Day

Filmanmeldelse
Mother's Day filmplakat

Mother’s Day får 4 ud af 6 biografsæder

Så NU skal der altså lidt liv i bloggen igen i form af en anmeldelse af “Mother’s Day”! Jeg har haft alt for travlt på det seneste med bryllupsplanlægning – men nu er takkekortene blevet skrevet efter en helt fantastisk fest, så nu kan hverdagen komme tilbage. 🙂

Sidste jeg var i biffen var det til “Mother’s Day”, der blev set sammen med min dejlige lillesøster – som en tak for at hjælpen med så mange ting til brylluppet. 😉

Kort om Mother’s Day

“Mother’s Day” er selvfølgelig en romantisk komedie. Du følger hele tre generationer i forbindelse med “Mors dag” og de tanker og hændelser, der følger med dem. Det er altså flere historier, der kører sideløbende og i princippet mødes de allesammen før eller siden (uden at afsløre for meget). 🙂

Den ene generation bliver vist igennem Sandy, der er alenemor til to drenge. Sandy forsøger at få gang i karrieren hos en feteret tv-vært, mens hun pludseligt står overfor en spirrende romance med Bradley, som også står med sine to børn helt alene.

Den anden generation bliver vist igennem Jesse, der er karrierekvinden, der aldrig ser sine forældre – indtil de en dag dukker uanmeldt op hjemme hos hende og søsteren. Den sidste generation bliver vist igennem Kristin, der blev bortadopteret som barn og nu gerne vil opsøge sin biologiske mor, tv-værtinden Miranda (spillet af Julia Roberts.)

Nu når Julia Roberts endelig er at finde på det store lærred igen, så er jeg altså nødt til at se hende. Hun har været en af mine yndlingsskuespillerinder, siden jeg så “Pretty Woman” første gang. 😉

Mother’s Day – en klassisk romantisk komedie

Ja, det må siges, at “Mother’s Day” er meget klassisk og passer helt perfekt ind i sin genre. Der er en hel del sjove og ikke mindst romantiske elementer, som er lette at grine af. Der er både tale om moderkærlighed, den helt klassiske “kærlighed ved første blik” og ikke mindst en del falden-på-halen-komedie. Generelt er “Mother’s Day” en sjov film, som kan ses af de fleste, der gerne vil have et par gode grin.

Specielt kan du glæde dig til de sjove klip, som vises under rulleteksterne – dem må du ikke gå glip af! 🙂 Derfor ender jeg på 4 ud af 6 biografsæder – da du altså også sagtens kan se den en dag hjemme i sofaen i stedet for.

4 biografsæder - Louise Sparre

Single i New York

Filmanmeldelse
Single i New York filmplakat

Single i New York får 4 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre, cand. it i digital design

Når ens lillesøster sådan er blevet single, så bliver man naturligvis inviteret med ind og se “Single i New York” – det kunne ikke være anderledes. 😉

Kort om “Single i New York”

Den romantiske komedie “Single i New York” handler om Alice (spillet af Dakota Johnson bedst kendt fra “Fifty Shades of Grey”), der forsøger at navigere rundt i storbyens singlesfære efter et brud med sin kæreste.

Dog viser det sig hurtigt for Alice, at det er svært at finde kærligheden i storbyen, New York, der konstant tilbyder nye definitioner af, hvad et parforhold er. Heldigvis har Alice et par venner og veninder, der kan guide hende igennem singlejunglen af one night stands, flirter og vildt høje forventninger.

Blandt andet spiller Rebel Wilson en af Alices veninder, Robin, der bare er hysterisk morsom!

Sjov romantisk komedie

Jeg må indrømme, at filmen overraskede mig positivt. Da jeg så traileren i første omgang, var jeg bange for, at alle de sjove klip fra filmen var vist allerede her – og det ville så være det. MEN det er heldigvis ikke tilfældet – “Single i New York” er en sjov film, der til tider også går lige lidt over gevind. 😉 Men det gør absolut ikke noget, når det nu er den romatiske komedie-genre, vi er ude i. Derfor ender jeg med at give 4 ud af 6 biografsæder, da filmen er sjov og lige præcis det, man kan have brug for, hvis man nu lige er blevet alene: En sjov film, der i sidste ender siger; det er faktisk helt okay, at være alene!

4 biografsæder - Louise Sparre

Spotlight – en autentisk historie

Filmanmeldelse
Spotlight filmplakat

Spotlight giver jeg 4 ud af 6 biografsæder – Louise Sparre, cand. it i digital design

Jeg var endnu en gang i biffen med det fantastiske koncept #kinotur. Det eneste jeg skal gøre for at få en billet på en forpremiere-film i forbindelse med dette koncept er: At skrive en anmeldelse efterfølgende på kino.dk. Det er jo ren win-win, når man som mig elsker at se film og har en lille filmanmelder gemt i maven. Men nok om det – nu til filmen: Spotlight!

Kort om “Spotlight”

I det journalistiske drama “Spotlight” følger vi en lille gruppe journalister fra The Globe i Boston (denne special-gruppe kaldes “Spotlight”). I forbindelse med, at The Globe får ny redaktør, får teamet til opgave at undersøge en sag til bunds – om en tilsyneladende pædofil præst fra Boston. Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er denne præst, men faktisk at en hel pædofili-ring eksisterer – og værst af det hele, så dækker den katolske kirke og hele systemet åbenbart over sagerne og bestikker de utallige ofre via advokater med mindre penge-beløb og sørger for at få løfter om tavshed.

“Spotlight”: Skræmmende og tabubelagt

Det er virkelig en skræmmende historie – om et meget tabubelagt emne, må jeg sige. Selve historien og handlingen virker helt dokumentar-agtig og skuespillerne gør det godt. Jeg ender med at give 4 ud af 6 biografsæder, da den måske mangler en lille smule mere spænding eller action til at falde helt i min smag. Men er du til en historie baseret på virkelige hændelser, så synes jeg bestemt godt, du kan se den i biografsædet.

“Spotlight” får først premiere den 25. februar.4 biografsæder - Louise Sparre

Joy – opfinderen bag mirakelmoppen

Filmanmeldelse
Joy filmplakat

Jeg giver desværre kun 3 ud af 6 biografsæder til “Joy” – filmanmeldelse af Louise Sparre, cand. it i digital design

Sidst jeg var i biffen var det “Joy”, der blev set i biografsædet sammen med min lillesøster. Jeg havde set meget frem til denne film, da jeg synes, de sidste par film, jeg har set med Jennifer Lawrence, har været gode på grund af hendes skuespil. 😉

Kort om Joy

“Joy” er til dels en biografisk film baseret på historien om kvinden (Joy Mangano) bag den banebrydende opfindelse “Miracle Mop”.

Som pige har Joy en stor fantasi og elsker af opfinde, men da hendes forældre skal skilles, sættes der en stopper for, at hendes talent kan udfolde sig.

Efter to børn samt et mislykket ægteskab har den voksne alenemor nok at se til. Joys egen mor sidder klistret til tv’et foran en evig sæbeoperaserie og hendes far er flyttet ind i kælderen – hvor hendes dovne og mislykkede eksmand allerede bor.

Samtidig med at problemerne med familien tager til, kommer Joy på en idé til et produkt, som andre husmødre, som hende selv, kan få gavn af: Hun får ideen til en moppe, der kan vrides uden, at man skal have hænderne på kluden. Mirakelmoppen har potentiale til at blive en kæmpestor succes i de amerikanske hjem, men forude venter naturligvis adskillige udfordringer!

3 ud af 6 biografsæder til Joy

Filmens historie går meget langsom frem i starten – og pludselig tager tingene til. Det gør desværre, at man ikke er ret godt underholdt i hele filmens start. DOG er dette også en måde at afspejle hvordan, Joys liv går: Det er trivielt og kedeligt i starten, men pludselig sker der voldsomme forandringer.

Skuespillet og selve historien er ellers meget godt – men den langsomme start trækker desværre meget ned for mit vedkommende. Derfor ender jeg på 3 ud af 6 biografsæder til “Joy”. Og filmen om mirakelmoppen kommer hermed ned i kategorien for de såkaldte sofa-film, man altså ikke nødvendigvis skal se i biografsædet. 😉

3biografsaeder

Star Wars: The Force Awakens

Filmanmeldelse
Star Wars: The Force Awakens filmposter

“Star Wars: The Force Awakens” får 4 ud af 6 biografsæder

Så blev det endelig tid til at få skrevet min anmeldelse af den nyeste Star Wars-film “The Force Awakens”, som er intet mindre end den 7. film i rækken. Den har været længe ventet – det er 10 år siden, den 6. film havde premiere. Jeg så den sammen med min kæreste, der sagtens kunne overtales til at se den nye Star Wars-film i biografsædet.

 

Kort om “Star Wars: The Force Awakens”

“The Force Awakens” foregår 30 år efter, at opgøret mellem Luke Skywalker, Darth Wader og Kejseren, der opløste Imperiet (det er altså fortsættelsen af filmen Return of the Jedi fra 1983).

Men nu er der opstået en ny ondskab i form af Den Nye Orden, som er opstået af Imperiets aske. Kylo Ren er lederen af Den Nye Orden – og ligner på mange måder sin forgænger Darth Wader. For at skabe ro i galaksen igen, må både nye og velkendte helte arbejde sammen for at stoppe den nye magtfulde orden og dens leder.

 

Gamle og nye ansigter i “The Force Awakens”

Det er specielt sjovt at se de gode gamle skuespillere fra de tidligere Star Wars-film i “The Force Awakens” – eksempelvis kan jeg nævne Han Solo og hans tro makker Chewbakka.

Jeg synes bestemt også, at de nye karakterer i persongalleriet gør det godt – og de passer perfekt ind i Star Wars-universet.

 

4 biografsæder til “The Force Awakens”

Jeg ender med at give den nyeste Star Wars-film 4 ud af 6 biografsæder – det er bestemt en god film, der lever op til Star Wars-navnet og de nye karakterer passer godt ind sammen med de gamle. Jeg vil bestemt anbefale den til fans, men den kan også sagtens ses af folk, der ikke er helt bidt af Star Wars-universet endnu. 😉 God fornøjelse!4 biografsæder - Louise Sparre

 

Spectre – James Bond film nr. 24!

Filmanmeldelse
Spectre filmplakat

“Spectre” får 4 ud af 6 biografsæder

Jeg var heldigvis lidt mere begejstret for den 24. James Bond-film “Spectre” modsat den tidligere film i rækken, nemlig “Skyfall”, som jeg så for 3 år siden.

Jeg fik set James Bond på det hvide lærred sammen med en dejlig veninde på en spontan biograftur efterfulgt af et par drinks. 🙂 Det kan absolut anbefales i denne kolde tid…

 

Kort om “Spectre”

Det er fjerde gang Daniel Craig ses i hovedrollen som agent 007 eller James Bond. I starten af “Spectre” er mr. Bond på en solomission, der efterlader dele af Mexico i ruiner (som kun James Bond kan gøre det). Det er organisationen MI6 ikke just begejstrede for – afdelingen er på samme tid i fare for at blive nedlagt til fordel for et verdensomspændende overvågningssystem – så Bond får karantæne.

Det afholder naturligvis ikke den altid egenrådige James Bond fra at fortsætte sin mission. James er påbegyndt denne mission, da en besked fra den tidligere M, bringer ham på sporet af en italiensk enke og et stort forbrydersyndikat (kaldet SPECTRE) med indflydelse på magten i hele verden.

Bonds store udfordringer med SPECTRE trækker desuden også tråde til hans fortid (de tidligere film med agent 007).

 

4 biografsæder til “Spectre”

Jeg vil give den nyeste James Bond-film 4 ud af 6 biografsæder. Det må siges, at det er en meget klassisk historie om agent 007, hvor der både er nogle dejlige damer, masser af våben, hurtige biler og gadgets. Dog vil jeg sige endnu en gang – at jeg trods alt var mere begejstret for det nyeste skud på James Bond-stammen end jeg normalt er for James Bond-film. Alt i alt vil jeg sige, den bestemt er et besøg i biografsædet værd. 🙂4 biografsæder - Louise Sparre

 

Skyfall på Blockbuster

Efter biografturen med “Spectre” fik jeg desuden genset “Skyfall” på Blockbuster.dk. Og jeg må sige, at den var noget bedre her anden gang, jeg så den. Der må jeg nok være nødsaget til at sige, at jeg nok var liiiidt hård ved “Skyfall” i min anmeldelse af den for tre år siden. 😉

The Martian

Filmanmeldelse
The Martian filmplakat

“The Martian” får 5 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre, cand. it i digital design

Sidst jeg sad i biografsædet, var det rumfilmen “The Martian”, der stod for skud. Det var naturligvis i yndlingsbiografen “Nordisk Film Biografer Århus C” sammen med min dejlige kæreste.

Kort om “The Martian”

Vi følger en gruppe astronauter på en mission på Mars. De har i længere tid indsamlet jordprøver rundt omkring på den røde planet. Det går også meget godt – lige indtil en storm uventet sætter ind med en voldsom styrke og tilsyneladende dræber en af de fire astronauter, Mark Watney. De resterende astronauter forlader Mars i sidste øjeblik, før stormen bliver for voldsom.

Men… Mark er utroligt nok ikke død! Da han kommer til bevidsthed, er han efterladt helt alene på den røde planet. Nu skal den uheldige astronaut forsøge at overleve på basen, rationere den tilbageværende mad og forsøge at komme i kontakt med NASA, der befinder sig intet mindre end 225 millioner kilometer væk!

5 biografsæder til “The Martian”

Jeg ender med at give science fiction-filmen “The Martian” 5 ud af 6 biografsæder. Jeg er altså helt oppe i kategorien “en fremragende film”, da “The Martian” både er sjov, rørende og ikke mindst en vild historie med Matt Damon som hovedrolle, der må siges at tage en længere periode på Mars med oprejst pande. Desuden sad jeg efterfølgende med en meget stor respekt overfor de astronauter, der findes derude – sikke et arbejde de gør! 😉5 biografsaeder

 

Kvinden i guld

Filmanmeldelse

Kvinden i guldAllerede tilbage i juli, da jeg var på sommerferie i Prag fik jeg set “Kvinden i guld” (“Dáma ve zlatém” på tjekkisk). Endnu en gang er jeg nødt til at sige – hold da op, hvor skal vi i Danmark vente meeeget længe på at se nogle af de amerikanske film!

I hvert fald er “Kvinden i guld” så småt ved at dukke op i de danske biografer nu – som forpremiere-film – men har faktisk først premiere d. 29. 😉

Kort om “Kvinden i guld”

Dramaet “Kvinden i guld” handler om den 80-årige, jødiske kvinde Maria, der hyrer advokaten Randy til at lægge sag an mod selveste den østrigske stat. Årsagen til retssagen er, at nazisterne under 2. Verdenskrig frarøvede Marias velhavende familie et uerstatteligt maleri af hendes tante med titlen “Kvinden i guld”.

Værket af Marias tante er i mellemtiden havnet på museum i Wien og er blevet et værdifuldt symbol for den østrigske stat. Kampen mod den østrigske stat og overmagten synes næsten uoverkommelig, men Maria og Randy har ikke tænkt sig at give op uden kamp.

“Kvinden i guld” er baseret på virkelige hændelser og er blot ét eksempel på nazisternes mange plyndringer under 2. Verdenskrig, der sidenhen er blevet udleveret til rette ejermand eller -kvinde.

“Kvinden i guld” viser Davids kamp mod Goliat

Historien om Marias kamp for at få det tilbage, der er hendes – er en fascinerede historie. Ikke mindst fordi, det netop er den lilles kamp mod det store, som David mod Goliat. Det er en historie, hvor det handler om retfærdighed – en kamp, der bestemt kræver både blod, sved og tårer.

½ tysk, ½ engelsk

Jeg var meget glad for, at jeg har haft tysk på A-niveau, da jeg satte mig i biografsædet i Prag! Her fandt jeg nemlig ud af, at cirka halvdelen af filmen foregik tilbage i krigstiden og naturligvis blev der talt tysk (selvfølgelig var hele filmen med tjekkiske undertekster, som ikke hjalp mig meget!). Den anden halvdel af filmen er på engelsk, så her havde jeg heldigvis ikke noget sprogligt problem. 😉

5 biografsæder til “Kvinden i guld”

Udover de sproglige barrikader, så synes jeg bestemt, “Kvinden i guld” var et godt besøg i biografsædet. Historien er rørende – jeg oplevede både harme, vrede og glæde. “Kvinden i guld” fortjener 5 ud af 6 biografsæder og kan bestemt godt anbefales, når den nu endelig – langt om længe – er at finde i de danske biografer…5 biografsaeder

Inderst Inde

Filmanmeldelse
Inderst inde filmplakat

Jeg giver “Inderst Inde” topkarakter i form af 6 biografsæder – det er en skøn animationsfilm fra Pixar

Så fik min lillesøster lokket mig i biffen igen. 😉 Denne gang var det til en forpremiere på “Inderst Inde” – den nyeste animationsfilm fra Pixar. Og jeg kan afsløre allerede nu, at den bestemt er et besøg i biografsædet værd! 🙂

 

Kort om “Inderst Inde”

I “Inderst Inde” får vi svaret på, hvad det er, der foregår inde i hovedet på folk (i hvert fald en meget børnevenlig- og tegneserie version).

I denne historie er man mere præcist inde i hovedet på den 11-årige pige Riley. Riley er lige flyttet til San Francisco med sine forældre – og Rileys følelser er naturligvis flyttet med hende. Inde i Rileys hoved er nemlig: Frygt, Vrede, Glæde, Afsky og Triste (de 5 grundlæggende følelser).

Disse følelser findes i alle mennesker og i Rileys tilfælde er specielt Glæde gået en hård tid i møde, da Riley savner sin gamle by og venner. Rileys følelser er dog noget ganske særligt, og sammen drager de ud på et eventyr i forsøget på at gøre hende glad for sin nye tilværelse i storbyen San Francisco. Og hvilket eventyr! 🙂

“Inderst Inde” sætter ansigt på vores følelser

“Inderst Inde” sætter på allerflotteste vis ansigt på vores følelser. Ved at se de fem grundlæggende følelser arbejde sammen for at gøre Riley glad for sin nye tilværelse, viser Pixar, hvordan hjernen kunne fungere. Det er virkelig en velskrevet historie, hvor både børn og voksne kan være med – og selvfølgelig har den en skøn morale. Der er både grin og tårer i spil – og det gør bare historien endnu bedre. Man er virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Derfor kan jeg ikke andet give 6 ud af 6 biografsæder til “Inderst Inde”. Den ender bestemt på min liste over film, der skal ses igen! 🙂

6biografsaeder

Sommeren ’92

Filmanmeldelse
Sommeren '92 filmplakat

Sommeren ’92 får hele 5 ud af 6 biografsæder af Louise Sparre, cand. it i digital design

Jeg havde endnu en gang fået billetter til en gratis #kinotur i Nordisk Film Biografer Aarhus C (fantastisk koncept!). Denne gang var det sportsdramaet og komedien “Sommeren ’92”, der skulle ses i biografsædet.

Kort om “Sommeren ’92”

Den danske film er i første omgang fortællingen om Danmarks sejr ved Europamesterskabet i fodbold i 1992.

I 1990 bliver Richard Møller Nielsen (også kaldet Ricardo) træner for det danske fodboldlandshold. Ricardo har nærmest alle imod sig: Spillerne respekterer ham ikke, medierne kalder ham visionsløs og kedelig og kun 5% af den danske befolkning støtter op om ham som træner!

Efter en række ydmygende nederlag og mislykket kvalifikation til EM, sker der noget højst uventet: Jugoslavien bliver udelukket fra mesterskabet, hvilket giver Danmark en plads blandt de otte bedste hold i Europa.

På blot 10 dage skal Ricardo samle sin trup, skabe sammenhold blandt spillerne og ikke mindst levere den største sensation i 90’ernes fodboldverden. Ikke en helt lille opgave, må man sige! 🙂

Udover at være et såkaldt sportsdrama om et lille lands overraskende triumf, der samlede nationen, så er “Sommeren ’92” også en hyldest til Danmarks mest succesfulde træner, Ricardo, der døde i 2014.

 

5 ud af 6 biografsæder til “Sommeren ’92”

Jeg var virkelig positivt overrasket over mit første sportsdrama i biografsædet. I “Sommeren ’92” kommer man igennem hele følelsesregistret og der er god spænding igennem hele historien.

Specielt er der bygget en fantastisk spænding op til de to danske mål, der bliver scoret i finalen (jeg går ud fra, alle kender historien omkring Danmark i EM i ’92 alligevel – så jeg ikke ødelægger historien for nogen.) 😉 Her er det både personlige og professionelle historier, der bliver koblet sammen på flotteste vis.

Jeg ender altså på hele 5 ud af 6 biografsæder, da der både er lagt op til grin og gråd af flere omgange og så er historien bare skruet godt sammen! “Sommeren ’92” kan ses af alle danskere, der gerne vil en tur igennem minderne fra sensationen i 1992.

5 biografsaeder