Tracks

Filmanmeldelse

Tracks får hele 5 biografsæder af mig

I sidste weekend fik jeg set “Tracks” med en god veninde. Vi var i Århus’ hyggelige biograf Øst for Paradis. Har du ikke været der endnu, så kan det varmt anbefales. 🙂

Kort om “Tracks”
Filmen “Tracks” handler om Robyn Davidson, der bestemt ikke er glad for at være sammen med for mange mennesker eller tage del i det klaustrofobiske byliv. Derfor har hun besluttet sig for at lave en 2700 km lang vandring igennem den australske ørken! Robyn er en rigtig enspænder – og når hun har sat sig noget for, så gør hun det. Selv om nogle mennesker er uforstående overfor hendes valg, så gør hun alvor af sin vandring.
Robyns vandring starter, da hun har fået fat i 4 dromedarer – derudover har hun kun sin oppakning og sin trofaste hund med sig. Det er fantastisk at følge Robyn på hendes mageløse rejse, hvor hun blandt andet møder vilde dyr, hallucinerer og bliver fulgt af en fotograf fra National Geographic.

“Tracks” viser en fantastisk rejse – baseret på virkelige hændelser
“Tracks” er baseret på Robyns selvbiografiske roman, der skildrer hendes rejse gennem den australske ørken i 1977. Det er intet mindre end en vild bedrift af en person, der egentlig ikke havde nogen forudsætninger for at klare sig i den barske natur, som Australien byder på.

5 store biografsæder til “Tracks”
Jeg var rigtig godt underholdt i de to timer, som “Tracks” varer. Robyn får god opbakning fra mange af de personer, hun møder før og under sin rejse, men hun bliver bestemt også udfordret undervejs! Der er både gjort plads til store følelser, flotte landskaber, vilde dyr og barske oplevelser i historien om den rejselystne Robyn. Jeg ender med at give hele 5 biografsæder til “Tracks”, da jeg virkelig blev betaget af hendes vilde historie og de smukke landskaber.5 biografsaeder