Sin City: A Dame To Kill For

Filmanmeldelse

Follow my blog with Bloglovin

Sin City 2 giver jeg 3 ud af 6 biografsæder – filmanmeldelse af Louise Sparre

Den sidste film, jeg fik set i biografsædets mørke var “Sin City: A Dame To Kill For”. Det foregik sammen med min bedre halvdel, Esben – som også elskede den første Sin City-films specielle farver, snørklede historier og dystre persongalleri. Vi måtte se, om 2’eren kunne leve op til denne fantastiske 1’er! 😉

Kort om “Sin City 2”
“Sin City: A Dame To Kill For” er fortsættelsen af den første Sin City-film helt tilbage fra 2005. Historien foregår stadig i den samme mørke storby kaldet “Sin City”, hvor betjentene er korrupte, kvinderne bedrageriske og forbryderne er af den værste slags.

“Sin City 2” er som den første film delt op i kapitler, hvor man følger forskellige karakterer og får hermed forskellige vinkler på bestemte begivenheder. Nogle af disse historier ligger i direkte forlængelse af 1’eren, mens andre har et helt nyt udgangspunkt. Blandt andet møder man igen Marv, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål – om han så skal dø for det. Mens også stripperen Nancy er med – hun prøver at komme sig over sin mentors selvmord, alt imens hun planlægger at få hævn over den korrupte senator Roark.

“Sin City 2” er en flot grafisk film, dog med en forvirrende historie
Som den første film er også “A Dame To Kill For” en flot grafisk film (sort/hvid med enkelte kraftige farver), dog ikke helt så flot som 1’eren! Nu så jeg den i 3D – og specielt introen, hvor der virkelig bliver spillet på Sin Citys tegneserie-univers, er flot skruet sammen. Desværre bliver 3D-effekten ikke udnyttet særlig godt efter det, så man kan sagtens nøjes med en 2D-oplevelse.
Hvis ikke man er fan af den første film, så vil jeg ikke anbefale, man går ind og ser den nyeste film i biografen. De mange sideløbende historier med forskellige karakterer kan sagtens virke forvirrende, hvis ikke man kender universet. Så selvom filmen er flot grafisk, så vil jeg ikke sige, det kan veje op for den manglende tråd mellem de forskellige historier.

3 biografsæder til “Sin City: A Dame To Kill For”
Jeg ender desværre kun på 3 ud af 6 biografsæder, da Sin City 2 ikke på nogen måde kan leve op til sin forgænger. Hermed ryger den under det, jeg vil kalde en sofa-film, da den nok vil tage sig bedst ud til en filmaften, hvor man evt. ser den i forlængelse af 1’eren.

3biografsaeder