The Hunger Games: Catching Fire – en typisk 2’er

Filmanmeldelse


Catching Fire – Katniss giver den igen fuld kraft i Hunger Games

Sidst jeg var i biffen blev der set “The Hunger Games: Catching Fire”, der er film nummer 2 ud af 4 forventede film. Disse film er alle baseret på Suzanne Collins bog-triologi “The Hunger Games”.

Kort om “Catching Fire”
I “Catching Fire’ er Katniss Everdeen og Peeta Mellark fra det 12. distrikt vendt hjem efter at have vundet det 74. årlige Hunger Game (oversættes så “flot” til “dødsspil” på dansk). Dog er både Katniss og Peeta nødt til at forlade deres familier igen kort efter for at tage på en sejrstur gennem Panem og alle de 12 distrikter. Dette skal gøres for at promovere det makabre reality-program, som Hunger Games er, hvor både børn og unge tvinges til at kæmpe for livet – da der normalvis kun en én vinder!

Turen gennem de vidt forskellige distrikter afslører, at et oprør ulmer lige under overfladen – og ikke mindst at Katniss er blevet et symbol på frihed. Den tyranniske og onde præsident Snow må derfor forberede et alternativt 75. Hunger Game, hvor Katniss, der kaldes “The Girl on Fire”, igen er en afgørende brik. Så skal der vist heller ikke afsløres mere. 😉

Catching Fire – en typisk 2’er
Selv om “Catching Fire” er en rigtig spændende film med en god historie, så synes jeg desværre, det hele falder lidt til jorden, da filmen slutter meget brat! Som overskriften afslører, så er det desværre en typisk 2’er, hvor filmen slutter midt i det hele, da der stadig skal være nogle spændende ting at følge og vente på til den næste film. Jeg sad i hvert fald med en noget tom følelse i kroppen, da filmen sluttede og lyset blev tændt i biografen: “Hvad blev der af det og det?” Og så er der ikke andet for end at vente til den 3. OG 4. film… 🙁

Dog skal det siges, at man sagtens kan se “Catching fire” uden at have set den første film – selv om jeg som sædvanlig gerne vil understrege, at det ikke vil skade at have set den/de tidligere film inden, man ser den nyeste i en serie af film. 🙂

Desværre ikke mere værd end 3 biografsæder
Selv om “Catching fire” nok egentlig er mere værd en 3 biografsæder, så kan jeg ikke lade være med at trække min endelige bedømmelse lidt ned, da man sidder med den følelse i kroppen til sidst – at filmen faktisk ikke kan slutte allerede! Derfor ender jeg med kun at give den 3 ud af 6 biografsæder, da det som sagt er en rigtig spændende historie, der desværre slutter noget brat!
3biografsaeder